Groveland, Californien
Om formiddagen kører vi til den nærliggende landsby, Groveland, der bl.a. byder på Californiens ældste saloon, Iron Door Saloon, fra 1852 – altså fra de glade guldgraverdage. Byen består af en enkelt men hyggelig hovedgade med førnævnte saloon, et par hyggelige hoteller, en frisør, en nedlagt tankstation og en købmand – stort set.
Vi forsøger at komme ned til den nærliggende sø, Pine Lake, men desværre er hele området omkring den et såkaldt closed community hvor kun beboerne har adgang, øv.
Så vi returnerer til campingpladsen og fordrer pladsens dyr (geder, høns, æsler og et par lamaer) med noget græs. Morten bliver ramt af en spytklat fra den lama der ikke lige stod forrest da der blev delt græs ud. En slimet klat med en hel del hår i…
Vi går en lang aften i møde idet Morten skal have møde med en advokat kl.02.00 via Skype angående en købsaftale på et hus i Fredensborg – så vi kan få et hjem at vende tilbage til om ganske kort tid.
Overnatning, Yosemite Pines RV Park: 32,40$.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar