onsdag den 12. maj 2010

Lørdag den 8.maj













French Camp RV – Cruise America, Oakland, Californien

Op kl 6.30 og spise lidt morgenmad før den definitivt sidste rejse i RV’en, ca. 105km.


Vi ankom planmæssigt til Cruise Americas kontor i Oakland kl 10.10. I første omgang havde vi vanskeligheder med at få vores udlæg tilbage til nye fordæk, men det lykkedes os til sidst at overbevise dem om at det måtte være deres problem at de havde sendt en bil på en 3 måneders rejse vel vidende at fordækkene var ulovlige allerede fra starten.


Vi blev kørt til byen i en minibus, der også skulle aflevere en pige i Berkley i NØ San Francisco. Det gjorde ikke turen kortere, men vi fik set lidt at San Francisco på den måde og kvarteret omkring Berkley var bestemt hyggeligt.


Endelig omkring kl 13 kom vi frem til vores Motel, Francisco Bay Inn. Standarden levede ikke helt op til den ret høje weekendtakst på 160$, men alt virkede dog til at være rent.


Indtog en dejlig frokost på Pane e Vino på hyggelige Union Street (et meget italiensk kvarter med flere restauranter og hyggelige butikker).


Herefter gik turen til den fantastiske Chestnut Street hvor vi mødtes med Mortens gamle studiekammerat fra Arkitektskolen, Birgitte, der nu er bosat i SF med Amerikanske mand og 2 børn. Rigtig hyggeligt og en dejlig café (Café Grove).


Overnatning, Francisco Bay Inn: 159$

Fredag den 7.maj













Yosemite NP – French Camp RV, Californien

Vi tog forholdsvis tidligt af sted fra campingpladsen for at nå frem i nogenlunde fornuftig tid til den sidste destination på vores tur i autocamperen. Vi har nemlig et solidt program foran os som bl.a. omfatter nedpakning af alle vores ting (og det er ikke så lidt når man har boet i det rullende hus i næsten 3 måneder) og rengøring ind- og udvendigt at RV’en.


Vi var fremme på pladsen omkring kl 14. Pladsen er omgivet af en golfbane, men det var nu mest legeplads og poolen vi fik brugt til noget.


Ellers bød eftermiddagen på tøj- og bilvask. Vejret viste sig fra den rigtig pæne side med fuld sol og omkring 26 grader.


Overnatning, French Camp RV & Golf Resort: 39,50$.

Torsdag den 6.maj













Yosemite NP, Californien

Morten startede dagen med en lille løbetur til den nærliggende bjergby Wawona. Ved tilbagekomsten til campingpladsen blev vi informeret om at parkeringspladsen ved Mariposa Grove (en samling af kæmpemæssige redwoods) ret hurtigt bliver fyldt op. Så vi kørte af sted mod Mariposa før bad og morgenmad.


Fra parkeringspladsen (vi fik én af de allersidste) er der omkring 3,5km op ad bakke op til de store træer – lidt af en bjergbestigning for en gravid kvinde og for en far med tungt belastet klapvogn, men vi klarede det. Nogle af de ældste træer er op til 1800 år gamle og stammerne er over 10m i omkreds. Ret imponerende…


Vi returnerede til campingpladsen og tilbragte et par timer her, inden vi satte kurs mod det superhyggelige Wawona Hotel hvor vi indtog en dejlig middag i stemningsfyldte omgivelser – og med hyggepianist ved flyglet.


Overnatning, Wawona Campground: 20$ (ingen faciliteter udover wc).