Mesa Verde, Colorado – Santa Fe, New Mexico
Vi kørte mod Mesa Verde National Park. Fra indgangen er der 35km køretur ad snoede bjergveje ind til museet og det fleste af attraktionerne.
Vel fremme klarede vejret op og vi fik den smukkeste solskinsdag. Museet fortalte om indianernes bosættelser i bjergene og hvordan de omkring år 1100-1200 e.kr begyndte at anlægge hele samfund i sydvendte alkover/huler i bjergene. Det var en smart tankegang da de lå på læsiden af bjergene i vinterhalvåret og om sommeren var de i skygge når solen stod højest. Man kunne følge hele udviklingen fra små huler til regulære, om end stadig små, huse. De udviklede også deres jagtredskaber med bue og pil, samt lærte at lave lertøj i stedet for kurve. Alt sammen rigt dekoreret.
I slutningen af 1200tallet forlod de dog byerne i disse egne – sandsynligvis pga. manglende vand - for at søge længere mod syd og slå sig sammen med andre jægersamfund.
Efter en god frokost i solen var klokken næsten 16 og vi begav vi os videre mod New Mexico og Santa Fe. Et sted i midten af ingenting fandt vi en tankstation (ja, vi kører kun 3,5km/l, så selvom der er plads til 200L skal der tankes nogle gange) og en lille mexicansk restaurant hvor vi fik lidt sen aftensmad.
Turen gik mod Albuquerque og derfra mod nordøst til Santa Fe. De sidste 20km begyndte det at sne så meget at vi knapt kunne se vejen – ikke lige hvad vi havde forventet…
Overnatning, Santa Fe Skies: 35$
Ingen kommentarer:
Send en kommentar