Morro Bay – Solvang – Ocean Mesa
Morgenen var mindre tåget end aftenen i går, men vejret stadig lidt gråt.
Vi kom nogenlunde tidligt af sted (der var heller ingen faciliteter der holdt os tilbageJ) med kurs sydover ad en del af Highway 1 som er mindre interessant end gårsdagens rute. Ved frokosttid gjorde vi stop i den danske ’koloniby’ Solvang, som er grundlagt i starten af 1900-tallet af primært sønderjyder og fynboer.
Naturen omkring byen er smuk og kuperet, mens byen mest af alt ligner en kulisseby og arkitekturen i husene er meget nordtysk i sit snit. Desuden er de ’typisk danske retter’ der tilbydes i byens restauranter, ikke nødvendigvis noget nutidens danskere forbinder med dansk mad.
Vejnavnene er opkaldt efter danske byer og kendte personligheder.
Vi indtog en dansk frokostplatte på ’Greenhouse Café’ og ejeren fandt meget hurtigt ud af at vi var danskere og kom hen for at snakke. Selv var han uddannet anklager i Seattle, men drev nu caféen sammen med sin danske kone fra Sønderborg. Han anbefalede varmt et besøg i San Diego.
Betjeningen var god og oveni den udmærkede mad (om ikke 100% dansk) forærede han os 4 store stykker dansk wienerbrød fra bagermester Mortensen lige ved siden af caféen, som vi tog med hjem. Anton fik desuden sin egen lille marcipan kage af ejerens datter (der meget lignede en dansk pige).
Herefter fortsatte turen med et kort stop hos bager Olsen for at købe et skiveskåret rugbrød, som blev frosset ned i små portioner som vi kan konsumere når vi virkelig trænger til noget groft brødJ.
Vi fortsatte langs kysten og endte 25km vest for Santa Barbara på en fin campingplads, Ocean Mesa, med en fantastisk udsigt. Vejret var stadig ret køligt.
Overnatningspris: 63$
Årh RUGBRØD! I heldige kartofler!
SvarSlet